Klimatjek

Miljøministeren har indgået aftale med fagfolk over hele landet om gratis klimatilpasningstjek, der kan spare boligejere både bekymringer og penge.

De senere års skybrud er en forsmag på en type af vejr, som vi får mere af fremover. Mange boligejere har ikke investeret i tiltag for at sikre huset mod ekstremt vejr. Mange er ikke klar, at de også selv har et ansvar for at sikre deres hjem mod oversvømmelse. Og mange ved ikke, hvad de skal gøre for at få et hjem, der er mere forberedt på voldsommere regn.

Derfor har miljøminister Ida Auken har samlet flere brancher og indgået en aftale om at tilbyde danskerne et gratis klimatilpasningstjek af boligen. Tjekket er første skridt på vejen til at stoppe ubehagelige oversvømmelser.
- Det kan være rigtig svært at overskue, hvor man skal begynde, når man skal sikre sin bolig mod oversvømmelser. Heldigvis er der en masse fagfolk, der har helt styr på, hvordan man undgår, at vandet vælter ind i huset. Jeg håber, at et gratis klimatilpasningstjek vil give flere boligejere mod på opgaven, siger miljøminister Ida Auken.

Danske Anlægsgartnere, De Grønne Kloakentreprenører, Danske Kloakmestre, Dansk Byggeri, Kloakmestrenes TV-inspektion og Danske Maskinstationer og Entreprenører tilbyder det gratis klimatilpasningstjek.

De seneste år er regningen for skader efter skybrud og voldsomme regnvejr bare steget og steget. Fra en gennemsnitlig udbetaling på 18.000 kroner pr. anmeldt skade i 2009 til 30.000 kroner året efter til hele 67.000 kroner i 2011. Det viser tal fra Forsikring & Pension.

Skybrudsskaderne i 2011 udløste i alt erstatninger for 6,2 mia. kroner.

- Hvis jeg skulle vælge mellem at skovle vand ud af kælderen og rydde op i våde fotoalbums eller få et klimatilpasningstjek, ved jeg godt, hvad jeg ville vælge. Hvis man aktivt går ind og gør noget for at klimasikre sin bolig, har man samtidig noget at forhandle med forsikringsselskabet om, næste gang præmien skal fastsættes, siger Ida Auken.

John F A/S

'

Vi er medlem af Danske Anlægsgartnere og deres garantifond.

Vi garanterer et veludført stykke arbejde HVER gang. Vi udfører vores arbejde med stolthed og yder en service der gør at vi kan stå inde for vores arbejde.